KTS – Kjøbenhavnske Træsejlere og Årsmøder

Vores smukke både pynter i havnen – synes vi….

Kjøbenhavnske Træsejlere (KTS) er en forening af aktive træbådssejlere i Øresundsområdet.
Fra starten i 2000 har KTS været en løs sammenslutning uden egentlig struktur men til gengæld med stor aktivitet og engagement.
Da vi har oplevet en nærmest eksplosiv vækst i antallet af deltagende både og sejlere, blev det på Årsmøde II i oktober 2013 besluttet at danne foreningen Kjøbenhavnske Træsejlere og at vælge en bestyrelse.
Bestyrelsens medlemmer er pt: Gorm Boa, Catja Beck-Berge, Thorbjørn Joest Andersen, Michael Sinding-Jensen, Eva Marie Schandorff Absalonsen, Joakim Quistorff-Refn og Henrik Effersøe.
Der lægges vægt på en åben struktur, hvor alle træbådsinteresserede er velkomne.

Foreningens formål er at stå for sportslige, kulturelle, instruktive og sociale arrangementer for medlemmerne, der understøtter interesssen for klassiske træbåde.

Foreningens vigtigste aktivitet er Torsdagskapsejladserne, som gennemføres 17 torsdage i maj, juni, august og september, hvor vi sejler om Øresundsmesterskabet for Træbåde.

Desuden arrangerer vi Kjøbenhavnsmesterskabet for Træbåde i august samtidig med kapsejladsen Øresund På Langs fra København til Helsingør. Derudover forskellige aktiviteter om vinteren, typisk den første torsdag i måneden.

Hovedparten af bådene i foreningen har Svanemøllehavnen som hjemhavn, men også i Lynetten Lystbådehavn, Fiskerihavnen, Kalkbrænderihavnen (Sundkrogen), Langeliniehavnen, Christianshavns Kanal, Trangraven, Hvidovre Havn, Kastrups to lystbådehavne og Sundby Sejlforenings Havn findes der både tilhørende foreningens medlemmer.

Årsmøderne

Ugen efter sidste Torsdagskapsejlads i sæsonen holder vi et festligt årsmøde. Hér spiser vi sammen og de flotte præmier for Øresundsmesterskabet for Træbåde (= det sammenlagte resultat af de 17 sejladser i sæsonen) uddeles. Alle kan deltage på disse møder, der holdes torsdagen efter sidste sejlads kl. 18 i Frems klubrestaurant til en gang dagens ret og derefter præmieuddeling og andre muntre indslag.

Årsmødet er opdelt i to afdelinger: Den 1. er dér, hvor der spises i fællesskab, præmierne uddeles og de muntre indslag som lotteri og lignende afvikles. Det holdes som beskrevet ovenfor.
2. afdeling, der holdes 2 torsdage senere, indeholder kun beslutninger om evt. ændringer i sejladsbestemmelser, regler mv. for Torsdagskapsejladserne. Dette møde holdes over en kop kaffe/øl i K.A.S. klublokale.