Hveen-turen for Træbaade 2012

Kirkebakken med KTS-både

Hveenturen 2012 set fra BERGLIOT – en personlig beretning om en god oplevelse.

Weekenden for Hveen turen oprandt med en forrygende vejrudsigt. Lørdag: svag til jævn sydlig vind (spiler) og søndag omkring frokost: lidt mindre vind men i en vinkel ml NNØ og NNV (Spiler). Der kunne næppe være en mere klar båd og besætning end BERGLIOT og vi forlod Langeliniehavnen for at blive planmæssigt samlet op af MARIE udenfor havnen. Formidabel aftale retrospekt den nye opfyldning, som giver BERGLIOT en halv times længere sejlads til startlinien …. hver vej (3,3 hP, som larmer, eller sejl).

Vi ankom til mållinien 10 min før start og mødte et herligt syn af gode træsejlervenner. 10 både var mødt til start til tre løb: Små Både – Spidsgattere – Kuttere og Platgattere. Planmæssigt trut og en ophøjet ro ved startlinien gav BERGLIOT en god start med plads til at sætte spiler fra start. Marius (10 år) og jeg havde ellers besluttet at holde os passende tilbage og pusle med spileren, men det blev ikke nødvendigt. På alle både blev der sat spilere eller spilet forsejl – det var en meget fin start.

Bådene fulgtes ad det første stykke, hvorefter vi delte os i to grupper. Den ene gruppe søgte langs kysten og den anden søgte lidt ud i Sundet. Alle for at finde vind så spileren kunne stå fyldt. Det viste sig senere at være heldigt for vi kom derved på hver sin side af et felt med startende KNARR´er istedetfor at buse lige igennem. Nogle af os måtte modtage en anmodning fra KNARRernes cheerleaders i gummibåd om at forføje os pga starten, men det var ligesom ikke en option da vi jo også sejlede kapsejlads – og i øvrigt var forbi da starten gik. Det var vel omkring Vedbæk, vil jeg tro?

Forinden var vinden tiltaget lidt og de kulørte spilere var synlige og vi følte at vi fulgtes ad trods det spredte felt. Vejret var behageligt gråt, men ikke koldt – helt perfekt når man skal koncentrere sig om at kigge på windex og naboer. Marius styrede når jeg skulle stille spiler og som han sagde: ”Man sejler hurtigere når man har en god gast som kan styre”. Sandt nok, det gør man. Vi anslog varigheden af sejladsen til omkring 2,5 time og strøg afsted.

På molen ved Hveens fyr stod Ole (flankeret af havfruerne fra SØLVE og NIRVANA) og truttede os over mållinien. Det var moro sejlads og vi anduvede alle i god ro og orden og indenfor et overskueligt tidsinterval. Havnen var velbesøgt og der blev fortøjet i 7. og 8. position i rækkerne. Marius og jeg havde udset os en meget fin træmotorbåd – DUCKLING II fra Dragør- til nabo, og de gode mennesker ombord var vist glade for at få en lille båd til nabo – så var det svært for andre og større både at lægge sig uden på. Vi fik hurtigt talt os ind på hinanden i de to skibe og det viste sig, at de havde ledt efter os andre i træbåde!

på rad og række…..

Den aftalte gåtur kl 14 blev udskudt pga truende forhalinger, men frisk luft og en smule motion blev det da vist alligevel til for del fleste i løbet af eftermiddagen. Til aftenens skafning havde vi indsamlet en lang række af bænkesæt og der var plads til at alle træsejlerne kunne have en fantastisk hyggelig aften sammen i en usædvanligt lun vind. Henrik Effersøe forestod præmieoverrækkelsen og havde dejlig rødvin med til vinderne. Sejltider og rækkefølge kan ses herunder, men jeg tør nok skrive, at de 2,5 time kom til at holde stik! Bomnokken blev overrakt til Folmer og Katalin for en flot sejlads i ABELONE, som kunne holde spileren virkeligt flot hele vejen! Pullerten gik til Michael og frue i MARIE, som efter en lidt tilbageholdende start stille og roligt gled frem genem rækkerne og først over mållinien. Vi sluttede af med kaffe alle søfolk fordelt i ”træsejlerrækken” og der var festligt lag til halvsent. Letmatros Marius og undertegnede tørnede omkuld på dørken af BERGLIOT kl 22.30 efter en dejlig dag.

Søndag oprandt (lige lovlig tidligt) med vind fra SV. Træsejlerne travede på tværs af øen og efterhånden vendte vinden, som forudset. Tak til Gorm og Iris for tilbud om en line til BERGLIOT, men med en spilersejlads retur til København var det ikke en option vi benyttede os af. Vi sejlede hjemad lidt over 13 og var hjemme efter præcis fire timer da der var noget mindre vind end dagen før. Vi fulgtes med BOMBUS, Henrik E var sejlet om morgenen og de resterendes afgangstider var senere i dagens løb. Det var en herlig tur med fantastisk vejr og i et selskab, som man altid kan være sikker på er hyggeligt samvær. Som Marius udtrykte sig: ”Det var hyggeligt at være sammen med alle de gamle, selvom der ikke var nogen børn med!” Han nød opmærksomheden 😉

Tak til arrangementskomiteen, vinkyperen, præmiestyreren, tidstageren, regnemaskinen og alle de andre personer, som bestyrer funktioner, som der trods alt er behov for selv i et løst sammensat netværk når arrangementer skal løbe af stablen.

Mange sensommerlige hilsener fra Anja & Marius ombord på BERGLIOT fra Langeliniehavnen

Resultater

Spidsgattere

Plac. Båd
Sejltid
Respit
Ber. tid
1 K25 D19 Abelone
2.22.22
28.30
2.50.52
2 S45 Bombus
2.18.53
31.15
2.51.08
3 S38 D1 Bel Ami
2.21.28
30.00
2.51.28
DNF Ex38 Skjald  –
 –
DSQ S45 Skarven  –
 –

Kuttere og platgattere

Plac. Båd
Sejltid
Respit
Ber. tid
1 H D87 Marie
2.18.28
35.48
2.54.16
2 F D136 Diana
2.34.03
21.33
2.55.36
3 W Ida
2.54.06
23.25
3.17.31
DNF Taja
DSQ La Mer

 

Små både

Plac. Båd
Sejltid
Respit
Ber. tid
1 DEN 37 Bergliot
2.33.31
10,30
2.44.01

 

Og derved blev BERGLIOT nummer 1 overalt….. det var vi faktisk lidt stolte af, Marius og jeg 😉